Spørgsmål omhandlende ligestilling i den danske indfødsretsprøve

Spørgsmål omhandlende ligestilling i den danske indfødsretsprøve

Emnet “ligestilling” har været et vigtigt omdrejningspunkt på den politiske scene siden starten af det 19. århundrede, og kvindernes kamp for ligestilling mellem kønnene op gennem tiden har ligeledes sat Danmark på landkortet. I dag er Danmark et af de mest ligestillede lande i verden, ikke bare hvad angår ligestilling mellem kønnene, men også mellem sociale klasser.

Ligestilling mellem køn indebærer overordnet set, at mænd og kvinder har adgang til de samme muligheder i hjemmet og i samfundet som helhed. Det betyder blandt andet at magt og indflydelse bliver ligeligt fordelt mellem kønnene, at mænd og kvinder har de samme muligheder for at opnå økonomisk uafhængighed, og at arbejdsgivere yder kvinder og mænd den samme løn for det samme arbejde eller for arbejde, der tillægges den samme værdi.

Eftersom der er stor sandsynlighed for, at prøvetagere vil kunne møde spørgsmål angående ligestilling i Danmark – både hvad angår ligestilling i moderne tid, men også fra et historisk perspektiv, vil vi nedenfor kigge nærmere på nogle af de historiske milepæle i Danmarks ligestillingshistorie.

 

  • 1814: Det bliver obligatorisk for begge køn at modtage undervisning i den danske folkeskole, hvor det før kun var obligatorisk for drenge. 
  • 1857: Kvinder får lige arveret med mændene.
  • 1875: Kvinder får adgang til at studere på de danske universiteter (med undtagelse af det Teologiske Fakultet).
  • 1882: Den første vuggestue åbnes i København, hvilket giver kvinder muligheder for at få børnene passet i løbet af dagen og gør dem dermed mere tilgængelige på arbejdsmarkedet.
  • 1915: Kvinder får stemmeret og kan vælges til Rigsdagen på samme betingelser som mænd.
  • 1921: Der indføres en lov, der skal sikre kvinders lige adgang til alle offentlige tjenestestillinger og erhverv (undtagen gejstlige og militære poster).
  • 1924: Danmark får sin første kvindelige minister.
  • 1937: Abort bliver gjort lovlig, hvis kvindens liv eller helbred afhænger af det. 
  • 1957: Forældre ligestilles som værger for deres børn (tidligere havde faderen haft fortrinsret).
  • 1960: Folketinget vedtager konventionen fra FN’s faglige organ, den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), der blev oprettet i 1951 for at sikre ligeløn for kvinder og mænd.
  • 1966: P-pillen frigives, hvilket giver kvinder mulighed for nemmere at bestemme over deres egen krop og seksualitet.
  • 1973: Retten til legal abort bliver sikret ved lov – gælder også, selv om kvindens liv ikke er i fare.
  • 1989: Danmark får sin første kvindelige partileder, Mimi Jakobsen for Centrum Demokraterne (CD).
  • 1999: Danmark udnævner sin første ligestillingsminister (Jytte Andersen fra Socialdemokratiet bliver udpeget).
  • 2002: Barselsorloven bliver forlænget fra 24 uger til i alt 52 uger, og faderen får ret til to ugers fravær fra arbejdet indenfor de første 14 dage efter fødslen, mens moderen har ret til fravær fra arbejdet fire uger før fødslen og 14 uger efter fødslen. De resterende 32 uger kan forældrene dele mellem sig efter eget valg.
  • 2011: Danmark får sin første kvindelige statsminister, Helle Thorning fra Socialdemokratiet.

 

Kvindekampen har i Danmark altid været stærkt repræsenteret, men siden 00’erne er der kommet et nyt fokus på ligestilling set fra mænds synspunkt. Nogle af de emner, der bliver taget op, er den ulige fordeling af barsel, hvor kvinder har ret til i alt 18 uger, mens mænd til sammenligning kun har ret til to uger. Derudover er det blevet stærkt omdiskuteret, hvorvidt det kan kaldes ligestilling, at det kun er mænd, der har værnepligt i Danmark, og at det er frivilligt for kvinderne, om de vil melde sig som værnepligtig.


Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *